Specialiseret hjælp til selvværdsproblemer hos psykolog på Vesterbro
Er du ofte kritisk over for dig selv? Sammenligner du dig med andre og føler, at du ikke er god nok? Måske stiller du meget høje krav til dig selv, bebrejder dig selv dine fejl eller har svært ved at sige fra over for andre.
Hvis du kæmper med lavt selvværd, kan det påvirke både dit syn på dig selv, dine relationer og din hverdag.
Hvad er dårligt selvværd, og hvordan kommer det til udtryk?
Selvværd handler om, hvordan du grundlæggende oplever din egen værdi som menneske. Det betyder ikke, at du altid skal være tilfreds med dig selv, eller at du aldrig må være kritisk over for dig selv. Det afgørende er, om du kan acceptere dig selv, også når du begår fejl, oplever modgang eller ikke lever op til dine egne forventninger. Ofte vil mennesker med dårligt selvværd have tendens til at stille ekstremt høje krav til sig selv og konstant bebrejde sig selv, fordi kravene er urealistisk høje og vanskelige at leve op til. Lavt selvværd kan også påvirke den måde, du handler på i hverdagen. Måske siger du ja, selvom du egentlig har lyst til at sige nej, holder dine meninger for dig selv af frygt for andres reaktioner eller undgår situationer, hvor du er bange for at begå fejl eller blive vurderet negativt. Selvom disse strategier kan give en vis tryghed på kort sigt, kan de på længere sigt være med til at fastholde tvivlen på dig selv.
Lavt selvværd kan udvikle sig på forskellige måder. For nogle hænger det sammen med oplevelser i barndommen eller ungdommen, fx kritik, manglende anerkendelse eller mobning. For andre opstår problemerne senere i livet eller udvikler sig gradvist gennem høje krav til sig selv, gentagne nederlag eller sammenligning med andre. Uanset hvordan dit lave selvværd er opstået, kan det være hjælpsomt at undersøge, hvad der påvirker dit syn på dig selv i dag.
Hvordan vil jeg hjælpe dig med dine selvværdsproblemer i terapien?
I terapien tager vi udgangspunkt i dine oplevelser og de situationer, hvor du bliver usikker på dig selv eller føler dig utilstrækkelig. Sammen undersøger vi de tanker og mønstre, der påvirker dit selvværd, og hvad der kan hjælpe dig med at forholde dig anderledes til dig selv. Vi kan fx arbejde med at mindske selvkritik, håndtere følelsen af ikke at være god nok og blive bedre til at sætte grænser og tage dine egne behov alvorligt. Vi kan også undersøge, om høje krav til dig selv eller en tendens til at gruble over dine fejl er med til at fastholde problemerne. Hvis du bruger meget tid på at gruble over dine fejl, analysere, hvad andre tænker om dig, eller bekymre dig om, hvorvidt du er god nok, kan vi arbejde med, hvordan du håndterer disse tanker. Her kan metakognitive metoder være relevante, så tankerne i mindre grad kommer til at styre din opmærksomhed og hverdag. Målet er ikke, at du aldrig mere skal tvivle på dig selv, men at du gradvist kan udvikle et mere nuanceret og accepterende syn på dig selv – også når du begår fejl eller møder modgang.
Det første skridt til hjælp
Det kan være svært at søge hjælp. Mange er i tvivl, om hvorvidt deres problemer er for store eller for små, og om de overhovedet kan hjælpes. Hvis du er i tvivl, så er du velkommen til at kontakte mig for at drøfte, om et forløb eventuelt kan være relevant for dig.