Traumer kan opstå, når man har været udsat for en hændelse, der har været så voldsom, at hjernen ikke har haft mulighed for at bearbejde den. Derfor kan oplevelsen fortsat være uforarbejdet og påvirke både hjernen og kroppen. Det kan eksempelvis føre til flashbacks, reaktioner på bestemte sanseindtryk, der minder om traumet, og et vedvarende forhøjet alarmberedskab i kroppen. Ofte vil man også undgå steder eller situationer, der minder om dem, hvor traumet er opstået. Man taler om store traumer (hvor man var udsat for livsfare, voldtægt osv.) og små traumer (disse kan være at blive skældt voldsomt ud, blive gjort til grin foran hele klassen osv.). I sidste ende er det ikke størrelsen af traumet, der afgør, om man bliver traumatiseret, men hvilken kapacitet man har haft på det givne tidspunkt til at håndtere hændelsen. Ved belastningsreaktioner er der snarere tale om, at man har været udsat for belastende hændelser over en længere periode, uden at disse har traumatisk karakter. Belastningsreaktioner viser sig ofte ved angst, depressive symptomer, tankemylder og vedvarende uro og anspændthed.